Sekretæren skal lige finde svaret på prøven - og det føles som evigheder, før hun tager røret igen. Jeg kan høre på hendes stemme, at hun smiler, og glad siger hun: prøven er positiv. Med ét føles det som om, at tiden går i stå - hvad er det hun siger? Jo det er rigtigt, jeg er gravid, spørger til min hcg-værdi, som er høj, så den er god nok. Vi afslutter samtalen med, at jeg får en scanningstid til jeg er i uge 7. Skynder mig bagefter at ringe til min mand: Hej skat, du skal være far…

Mange kan sikkert genkende denne næsten ubeskriveligt lykkelige følelse, der bruser op i en, når man får svaret på en positiv graviditetsprøve. Med ét ændrer verdensbilledet sig - den måske lange og hårde fertilitetsbehandling er lykkedes, og vi skal være forældre. 

Denne overgang er bare ikke altid så let, som man skulle tro. Det kommer bag på mange fertilitetspatienter, at man ikke svæver rundt på en lyserød sky selvom behandlingen nu er lykkedes. Måske har man troet, at hvis bare man blev gravid, så blev alt godt. Men nej, bekymringerne er der stadig. I behandlingsproces-sen var man bekymret for, om forsøgene ville lykkes, og nu drejer bekymringerne sig om der er liv, og bare man ikke aborterer.

I denne artikel vil jeg forsøge at beskrive nogle af de tanker, man som nygravid fertilitetspatient gør sig gennem 1. trimester.

Med ét er alt forandret
Hvis behandlingsforløbet har strakt sig over mange år med skuffelser og prøvelser fysisk og psykisk, kan det føles ret overvældende at ens livsscene fra det ene øjeblik til det andet bliver forandret. Der kan gå en rum tid, før tankerne bliver omstillet i en helt anden retning - det at gå fra at være fertilitetspatient og føle sig tryg og rolig på klinikken til nu "bare" at være almindelig gravid kvinde på egen hånd er en brat overgang, der kan være svær at kapere. 

Livet har måske i en del år været sat på stand by pga. behandlingerne, og pludselig skal vi som par tage et ordentligt tigerspring for livet - blive forældre og ud af det stand by tomrum, vi har befundet os i længe.

Bekymringerne
Som fertilitetspatient er vi ret godt trænede i at mærke efter fysisk og psykisk hvordan hormonbehandlingerne påvirker os. Efter en ægoplægning kan det nærmest føles som om, at tankerne flytter ned i livmoderen og alle kroppens signaler bliver tolket og overtolket de næste 14 dage, indtil vi får svar på blodprøven.

Denne tolkningsrefleks bliver om noget endnu mere forstærket, når så man bliver gravid - vi ved det jo noget tidligere end ved en naturlig graviditet og bekymringer som:

	Bare graviditeten nu holder...
	Bare jeg ikke aborterer...
	Åh nej, jeg er begyndt at bløde, hvad nu...
	Jeg har ingen graviditetssymptomer - er det nu godt eller dårligt...
	Jeg føler mig nærmest syg af mine kraftige graviditetssymptomer, er der mon noget galt med min graviditet...
	Bare jeg kunne blive scannet hele tiden for at se liv - er jeg ved at blive små sindsyg...
	Jeg kan ikke mærke liv - det føles så uvirkeligt... osv.

føles meget dominerende gennem det første trimester. 

For nogle så meget, at man går rundt og føler sig små sindssyg, fordi man er så urolig for, om det hele nu er, som det skal være. 

Det er jo en underlig situation at havne i, når det samtidig også er en lykkelig tid. Man går og ser frem til scanningen i uge 7, hvor det måske for første gang går op for en, at man er gravid og ser, at det lille foster har det godt, har den rette størrelse og hjertet blinker der ud af - det er en stor lettelse at se dette, og man føler sig mere rolig igen for en periode.

Det hænder, at lægen ikke kan se fostret så klart ved en scanning, så det kan være vanskeligt at se om der er hjerteblink og en kontrolscanning er derfor nødvendig. Her stiger bekymringen igen, for scanningen skulle jo være det forløsende øjeblik, der gav ro, og nu står man pludselig med flere bekymringer og triste tanker om, hvad der nu kan ske. Så scanningen hjælper en del, men man skal samtidig være klar til at modtage et negativt svar, hvis det viser sig, at der er noget galt.

Når det går galt
For det kan gå galt - ca. hver femte graviditet går til grunde inden for de første 12 uger. Ligegyldigt hvordan man er blevet gravid føles en abort som et smerteligt tab, en stor sorg man skal igennem. Følelserne raser rundt i en - på en gang er man ulykkelig, rasende og forstenet over den tomhed, man er blevet efterladt med. 

Er man blevet gravid ved fertilitetsbehandling er det højeste ønske, at man selv kunne klare at blive gravid igen, for det er næsten en uoverskuelig tanke at skulle starte med nye behandlinger - for hvad nu hvis de ikke lykkes, og hvor lang tid vil der gå, før jeg bliver gravid igen? Man tør næsten ikke gå i gang igen samtidig med, at det er den eneste mulighed for at blive gravid der er, så hvis det er det, man vil som par, er der kun en vej frem, og det er at få mod til at starte på nye behandlinger.

Er man så så heldig at blive gravid igen, melder bekymringerne sig med det samme om end i endnu stærkere form, for nu har man igen har kæmpet for at behandlingerne skulle lykkes - så det skal gå godt denne gang, for det er bare for hårdt fysisk og psykisk at skulle igennem en ny behandlingsperiode oven på en abort.

Og igen er scanningerne det eneste, der giver ro i sjælen. Har man mulighed for at blive scannet, og synes det giver ro og fjerner bekymringerne, er det det man må holde sig til.

1. trimester er næsten gået
I takt med at første trimester nærmer sig sin afslutning, begynder roen også at melde sig. Scanningerne viser, at det lille foster vokser som det skal, hjertet blinker, og navlestrengen og moderkagen er nu blevet dannet. Den sidste hurdle lige nu er overvejelserne omkring moderkage-, fostervandsprøverne og nakkefoldsscanningen, som kan føles meget relevante at få foretaget, når man har været igennem lange behandlinger og har måtte kæmpe hårdt for overhovedet at blive gravid.

Nu ser vi frem til stille og roligt at passere 2. og 3. trimester og glæder os over, at vores drøm om at stifte familie endelig ser ud til at lykkes.