|
Når man bliver gravid efter "naturmetoden", sker
det midt imellem to menstruationer. Man ved altså ikke at man er gravid i de
første fjorten dage. Derfor lever man som man plejer.
Med fysisk aktivitet, samleje osv.
Efter ægløsningen omdannes den ægblære hvor ægget
er kommet fra til "det gule legeme", som producerer hormonet
progesteron. Dette hormon styrker slimhinden i livmoderen, så det befrugtede æg
kan sætte sig fast, og vokse ned i slimhinden.
Ved reagensglasbehandling ser det hele lidt
anderledes ud. Man ved, at man har
fået lagt befrugtede æg tilbage i livmoderen og mange spørgsmål rejser sig:
Kan æggene falde ud?
Nej, æggene er ca. 1/10 millimeter store,
og ligger i en tætsluttet spalte mellem for og bagvæggen i livmoderslimhinden.
De kan derfor ikke falde ud. Du kan derfor rejse dig fra lejet
umiddelbart efter ægoplægningen.
Hvornår sætter ægget sig fast?
Ægget sætter sig fast ca. 5,5 dage efter
befrugtningen, eller ca. 4 dage efter ægoplægningen.
Skal jeg sygemeldes?
Nej, det er ikke nødvendigt.
Kan jeg have samleje?
Ingen ved om det har betydning for, om æggene sætter sig fast. De fleste
klinikker fraråder imidlertid samleje den første uge. Man mener at det er bedst
at der ikke kommer for mange sammentrækninger i livmoderen. De fleste par undgår
formentlig samleje i de første fjorten dage,
også på grund af stikpille behandlingen med progesteron.
Kan jeg fortsætte med at dyrke motion?
De fleste klinikker fraråder hård fysisk
aktivitet, som f.eks. løb. Men der er ikke videnskabelige beviser
for, at man lettere bliver gravid hvis man ikke
dyrker motion.
Hvorfor skal jeg have progesteron behandling?
Ægblærene er efter nedregulering og
ægudtagning ikke er i stand til at producere nok progesteron. Derfor er det
nødvendigt at tage et tilskud. Tilskuddet tages som stikpiller til skeden. Det
varierer fra klinik til klinik, hvilken type medicin, og hvor ofte den skal
tages. Stikpillerne tages normalt fra ægoplægningen og 14 dage frem.
Herefter er det ikke længere nødvendigt.
Er der bivirkninger ved progesteron behandlingen?
Nogle oplever lidt kvalme og
brystspænding, som kan forveksles med graviditetssymptomer. Progesteron "holder
på slimhinden", så man ikke bløder for tidligt.
Er der noget jeg selv kan gøre?
Se artiklen
Livsstil,
alkohol, vitaminer, fedme, kaffe, røg! her på hjemmesiden.
Kan jeg gå i svømmehallen?
Vent til der er gået 14 dage og du ikke
længere får progesteron stikpiller.
Kan jeg tage smertestillende medicin for f.eks. hovedpine?
Studier har vist at der kan være en
sammenhæng mellem indtagelsen af almindelig smertestillende
medicin, som Kodimagnyl og æggets implantation, (evne til at sætte sig fast i
livmoderslimhinden), derfor fraråder de
fleste klinikker indtagelsen af smertestillende medicin i den første uge efter
ægoplægningen. Tager du fast medicin så tal
med din læge om hvordan du skal forholde dig.
|